På vandring med Dorothy Day i jubelåret
Giulia Galeotti – Vatikanstaten
Oversættelse Lisbeth Rütz - Vatikanstaten
Efter at have besøgt Catholic Worker i nummer 436 på East Fifteenth Street på Manhattan i november 1934 skriver den franske filosof Jacques Maritain et takkebrev. Det er stilet til Dorothy Day (1897-1980), journalist, mor, aktivist, anarkist og pacifist, der året før sammen med Peter Maurin grundlagde the Worker. Maritain er særlig lykkelig og bevæget, fordi han føler, han i fællesskabet i nummer 436 har fundet et tegn på nyt håb, “en forberedelse til den fremtid, vi så brændende ønsker os”.
I håbets tegn
I håbstegnet griber Maritain det, som pave Frans har defineret som “den mest ydmyge af de teologiske dyder, fordi den forbliver skjult”. Håbet er den motor, der fra det fjerne år 1933, hvor avisen og bevægelsen Catholic Worker opstod, følges ad med projektet gennem strejkevagter, herberger, køer foran suppekøkkener, diskussionsmøder og siderne i bladet.
Amerikas udstødte
Det er faktisk håbet, der bevæger og leder Dorothy Day, mens hun viser omsorg over for de udstødte i Amerika – dem der lever ekstremt marginaliseret. Hun tager sig af de mennesker, der er ofre for de alt for mange krige, som beriger de få og ødelægger de mange, kvinder, mænd og børn, der er ofre for en fattigdom i alle livets forhold. Et engagement og et kald i fredens og ikke- voldens navn, dyrebare og uundværlige i dette historiske øjeblik.
Måder at leve freden på i jubelåret
Det er ikke et tilfælde, at symposiet hedder Dorothy Day – praksisser for fred. Det blev organiseret af “Manhattan University” og af Dorothy Day foreningen for at reflektere over, hvad ord og handlinger fra Guds tjenerinde har at give til Kirken og samfundet i dette jubelår. Første møde i symposiet var den 28. marts på Manhattan præcist i nr. 55 i herberget “Maryhouse”, et sted der er symbol på the Worker, hvor Dorothy Day levede sine sidste år og døde den 29. november 1980. Her åbnede Kevin Ahern (docent i religiøse studier og tidligere direktør for programmerne Peace and Justice Studies og Labor Studies) og Casey Mullaney (docent i South Bend, i Indiana og koordinator for Dorothy Day foreningen) officielt for symposiet ved at tale om arven efter Dorothy Day og hendes aktualitet i dag.
Arbejdet fortsatte den 29. marts på Manhattan University i Bronx. Robert Ellsberg, der er kurator for Guds tjenerindes dagbøger og breve samt chefredaktør for Orbis Books, åbnede den anden dag med oplægget om Dorothy Day og teologiens fremtid. Han var i dialog med teologen Magdalena Muñoz Pizzulic.
Salige er de, der arbejder for fred
Derefter fulgte en række rundbordsdiskussioner, hvor tre ordstyrere mødtes om følgende temaer, der faktisk dækker de vigtigste aspekter af Dorothy Days liv: “Salige er de der stifter fred”, “Om pilgrimsvandring”, “arbejder”, “profet”. Det sidste rundbordsmøde- “Dorothy og lægfolkets kald” - havde som deltager Martha Hennessy, Dorothy Days syvende barnebarn og den eneste i familien, der er vendt tilbage til Den katolske Kirke
Pilgrimme i New York
Dorothy Day Center og Dorothy Day foreningen har mellem marts og oktober 2025 også planlagt fællesvandringer med lytten, lovprisning og bøn i tre kvarterer i New York: Brooklyn, Manhattan og Staten Island. Det er fælles vandringer, der vil følge Dorothy Days vigtigste livsafsnit fra fødslen i nummer 71 i Pineapple Street, til begravelsen på Resurrection Cemetery i Staten Island. Man vil gennemsøge de steder i “det store æble”, der var rammen om vigtige øjeblikke i de lange, oplevelsesrige første tiår for the Worker. Det er steder, hvor der blev demonstreret, og steder der viser bevægelsens historiske forankring mellem pladser, veje, kirker, gader, bygninger, der endnu er i funktion, bygninger, der ikke eksisterer mere, huse, kirker, natklubber, fængsler for ikke at tale om kunstværker (først og fremmest glasvinduer og vægmalerier), der minder om Dorothy Day.
At reparere på håbet
Man går fra Union Square, den berømte plads hvor newyorkerne protesterede og hvor det første nummer af avisen blev uddelt den 1. maj 1933 for så at slutte netop ved “Maryhouse", på Lower East Side.
Altså en pilgrimsvandring til de steder, hvor Day og the Worker mættede de sultende, gav husly til de hjemløse, støttede fred og ikke-vold, vidnede om de fattiges behov, besøgte de fængslede (selv endte hun også på grund af sin pacifistiske overbevisning ti gange bag tremmer). En anledning til at vandre for at genfinde udgangspunkter for i det mindste at reparere på håbet i disse så komplicerede tider.
I bøn for freden foran De forenede Nationer
Dette håb indledte faktisk fastetiden i 2025, da hundredvis af støtter askeonsdag samledes i New York foran De forenede Nationer ved afslutningen på en uge med bøn, protest og civile ulydighedshandlinger. Det skete samtidig med det tredje møde for de stater, der i Tpnw (Treaty on the proibition of nuclear weapons) arbejder for forbud mod atomkraftvåben. Ærkebiskop John Wester af Santa Fe i New Mexico, uddelte askekorset og velsignede deltagerne. 17 af dem blev arresteret kort tid efter. Før han tegnede korsets tegn på hver af dem, henvendte Wester sig til de forsamlede og roste det dyrebare i deres valg af “ at give jeres stemmer, kroppe, nærvær til håbet denne meget vigtige årsag til fred. (…) Vi takker jer, hvem jeres organisation så end er. Tak for jeres vidnesbyrd."
