Vejen til Peterskirken i de gamle pilgrimmes fodspor

 Maria Milvia Morciano – Vatikanstaten Oversættelse og redigering: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

De pilgrimme, der i dag vil gå til Peterskirken, går for det meste gennem Corso Vittorio Emanuele II, en lang og bred vej, der er blevet til i moderne tid straks efter at Rom var blevet indlemmet i Italien. Men vejen blev ikke projekteret for at hjælpe dem, der ville nå til basilikaen, men som en forlængelse af Via Nazionale, for at forbinde byens centrum, der består af monumenter og offentlige bygninger, med Prati, et nyt borgerkvarter, der var helt ukirkeligt og projekteret i åben polemik mod Vatikanstaten, med ejendomskomplekser, der lå, så de forhindrede udsigten til Michelangelos kuppel.

I dag går de moderne rejsende langs en trafikeret vej, der er fuld af støjende biler. Atmosfæren er meget langt fra fortidens stilhed, der kun blev brudt af de handlendes markedsråb, lyden af håndværkernes værktøj eller lyden af muldyrs og hestes hove, der klaprede mod brolægningen.

Gianfranco Mosconi, docent i Grækenlands historie ved universitetet i Cassino og Lazio meridionale beskriver Via dei Banchi Nuovi som ”en af de vigtigste akser, der førte pilgrimmene i retning mod det middelalderlige Rom og som fra Ponte Sant' Angelo går i retning af Peterskirken. Via dei Banchi nuovi danner sammen med Via dei Banchi vecchi en forgrening”. Stednavnene er fra begyndelsen af 1500-tallet, og identificerer den nye møntbygning, der afløste den gamle. Her deponerede pilgrimmene deres rejsegods og vekslede penge. Her kom bankerne til at ligge, og her er der smukke palazzi fra slutningen af 1400-tallet til begyndelsen af 1500-tallet. De blev bygget af florentinske bankierer.

Det er heller ikke tilfældigt – at deres kirke, San Giovanni dei Fiorentini, ligger lige i nærheden.

En gammel vej

“ Den moderne rejsende, der eventuelt ville gå ad pilgrimsvejene fra San Pietro til San Giovanni eller San Paolo, de andre jubelårsbasilikaer, ville efter Via del Banco di Santo Spirito ikke tage Via dei Banchi nuovi, men Via dei Banchi vecchi, fordi sidstnævnte forbinder sig med Via del Pellegrino og fører til Roms centrum, Campo dei Fiori. Men desværre ville vedkommende på sin vej finde Corso Vittorio Emanuele, en flænge fra 1800-tallet, der er indrettet efter de krav, der blev stillet til Rom som hovedstad i 1871".

Men ved enden af Via dei Banchi Vecchi, ved hjørnet af Via di Monserrato, åbnes en udvidelse:  “Et interessant punkt", forklarer Mosconi, "for her når vi endelig frem til den vej, der har taget navn efter pilgrimmene. Korsvejen dannes af Via del Pellegrino på den ene side og på den anden side Via di Monserrato. Og selvfølgelig kan Via del Pellegrino ikke andet end at minde om, at det var der, pilgrimmene kom igennem. Nogle hypoteser hævder, at den i realiteten tager navn efter en kro; men også i dette tilfælde skulle kroen tage navn efter at det var der, pilgrimmene gik igennem”.

En by fuld af udlændinge

"Også Via di Monserrato er på en vis mådeforbundet med tilstrømningen af jubelårspilgrimme og ikke bare det. Jubelårspilgrimme der kommer langvejs fra, for Santa Maria di Monserrato er en yderst vigtig catalansk helligdom, der opfyldte pilgrimmenes krav om at finde steder, hvor de kunne holde til og steder, der var forbundet med deres egen nationalitet, steder, hvor de kunne tale deres eget sprog og blive forstået.

Dette er catalanernes, nu spaniernes nationalkirke, og ved siden af den rejste der sig som for mange andre nationalkirker her i Rom et hospits, et hospitalis. På Via di Monserrato, kun få skridt efter catalanernes kirke ligger San Tommaso di Canterbury, som er englændernes nationale kirke. Den blev bygget i middelalderen og er nu kirke for de engelske katolikker.

Bare for at citere nogle navne er der i dette område Santa Maria dell' anima dei Tedeschi, San Luigi dei Francesi, San Giacomo degli Spagnoli på Piazza Navona. Der er kirker for folk fra Lorraine, Bourgogne og kirker for italienske regioner som f. eks. San Giovanni dei Fiorentini. På grund af Firenzes prestige eller måske endnu bedre på grund af den økonomiske rigdom knyttet til Firenzes banker, repræsenteres Firenze ved en stor basilika, forklarer Mosconi.

Tegn på adskillelse mellem de levendes og de dødes by

Og for at forstå hvordan byen er blevet til i tidens løb, hvad dens grænser var, kan en meget interessant romersk inskription komme os til hjælp. Den er meget interessant og meget ældre end den epoke, hvor pilgrimmene gik igennem. Den er faktisk ” et vidnesbyrd, der minder os om et fundamentalt fænomen i det middelalderlige Roms historie”, forklarer Mosconi. "Det middelalderlige Rom er et Rom, der rejser sig på plan grund. Vi går igennem flade områder som for eksempel Campo Marzio, mens det antikke Rom er de syv højes Rom, der ligger langt herfra, fordi det middelalderlige Rom er tiltrukket af den magnet, som Peterskirken udgør og det ikke bare af fromme årsager, men af helt rå økonomiske grunde knyttet til bankerne eller den pavelige kurie”.

Professoren standser ved en inskription, der ”minder os om denne forandringsproces, fordi den markerer grænserne for pomerium, dvs. den religiøse grænse omkring byen Rom. I dette område er der blevet fundet en sten, der markerede grænsen. Stenen er interessant også på grund af de topografiske og arkæologiske aspekter ved den udvidelse af pomerium, som Tiberius Claudius lavede efter erobringen af Britannien.

Vedvarende erindring

Stednavnenes historie i dette romerske område er blevet bevaret næsten intakt gennem århundrederne. Derved kan man identificere gamle steder og funktioner, der er knyttet til mindet om de gamle pilgrimsrejser. For eksempel navne på specialiseringer inden for håndværk. Via dei Coronari for fabrikanter af rosenkranse, Via dei Baullari for dem der fabrikerede kufferter og kasser, Via dei Cappellari for dem der lavede hatte og så videre. Langs med Banchi vecchi er der mange særlige navne på veje, der krydser hinanden, for eksempel via del Pavone.  Andre veje i dette område eller i forskellige dele af Roms centrum minder om dyrenavne eller navne på ting, der let genkendes. ”Det er ikke andet end navne på de skilte, der hang på lokalerne. Vi må forestille os, reflekterer Mosconi, “ at den middelalderlige pilgrim ikke kan læse og skrive. I størstedelen af tilfældene har han altså brug for klare tegn, stederne kan genkendes på: en påfugl, en løve, en hane og så er der det berømte albergo dell'Orso (Bjørnekroen) ved siden af Ponte Sant' Angelo. De er referencepunkter”

Alle i Rom er ”kroejere”

Kroerne var et vigtigt element i pilgrimmens vej. Han skulle selvfølgelig have et sted at overnatte og især under pilgrimsrejser i jubelår, hvor det var nødvendigt at blive i Rom i mange dage. Også almindelige romere lejede værelser ud. En kilde siger i 1350, at under jubelårene var ”romerne faktisk alle kroejere”

En digters skældsord

En digter fra Aquila, der kommer til Rom under jubelåret i 1350, Buccio di Ranallo, beskriver situationen således: “det værste de gjorde, disse forbandede romere, når de lejede husly ud om aftenen det var, at værterne først viste sig som engle og så som hunde: de lovede senge og så gav de os et stykke fladt jord at ligge på.  Mosconi forklarer, at når de lovede en seng var det ifølge Buccio bare et stykke fladt jord, og når de lovede en seng til tre fire personer, så anbragte de 6,7,8 mennesker der på den flade jord”. ” Men man holdt situationen ud, siger Mosconi, for at undgå flere problemer”.

Bygninger til repræsentation

"Ved slutningen af Via dei Banchi Vecchi og Via dei Banchi nuovi kommer vi ind på strækningen Via del Banco di Santo Spirito, der i middelalderen hed Canale di ponte, fordi det var den kanal, hvor strømmen af pilgrimme bevægede sig hen eller måske også fordi den i realiteten var en kloak under åben himmel. Også her ser man indirekte stadig virkningerne af, at pilgrimmene kom forbi. For de smukke renæssancepalæer til højre og venstre for gaden tilhørte florentinske bankierer. Det var et område med banker, der her viser deres rigdom gennem deres romerske filialer, aktiviteter der på et vist øjeblik næsten bliver dominerende i forhold til deres florentinske hovedsæde. Det er pave Leo X’s og pave Clemens VII’s epoke. De tilhørte Medici-familien, der var bankierer”.

En ”infernalsk” trafik

Ponte Sant'Angelo er en korsvej: passagen hen mod Peterskirken var helt koncentreret der, for som Mosconi husker: ”I det middelalderlige Rom går en stor del af de romerske broer ud af brug eller de forsvinder fuldstændigt”. Og han fortsætter med at fortælle, at “Den første bro som man ville møde for at komme fra den anden side af Tiberen var den ved Isola Tiberina på cirka to kilometers afstand og i øvrigt skabte den en forbindelse mellem den middelalderlige by på Campo Marzio i den plane del af byen og den pol, der blev udgjort af Peterskirken”, konkluderer han. Denne trafik ved Ponte Sant’Angelo mindes Dante under jubelåret i 1300 i de berømte vers i Inferno, hvor han sammenligner den med sjælenes gang i en tragt, der fører ned i helvede.

Den alvorlige ulykke i 1450

Mosconi mindes en trist episode under jubelåret i 1450, “hvor der er så stor trængsel, at den 19. december om aftenen begynder en kardinals muldyr på et vist tidspunkt at sparke. Folk bliver forskrækkede, og så begynder den sædvanlige situation med generel flugt fra stedet. 172 mennesker dør under trængslen. Det fortæller beretningen fra en vis Paolo Del Mastro, der var kaptajn i det vagtkorps, der var blevet nedsat for at styre trafikken: Så stor var trængslen på vej hen mod broen, at 172 sjæle mistede livet der. De blev alle kvalt af folkemængden, og der døde fire heste og et muldyr, og alle lå døde på jorden. Flere og flere faldt, for mange dør netop ved at falde ned over broens brystværn”. ”"Det er en interessant detalje”, bemærker professoren ”at der dør fire heste og et muldyr. Det giver os et billede af trængslen hvis selv fire heste og et muldyr dør. For så endelig at løse dette problem bygges der til jubelåret i 1475 den første bro efter middelalderen, dvs. Ponte Sisto, der befinder sig lidt længere nede sammenlignet med Ponte Sant'Angelo. Den skabte en anden ventil, hvor trykket kunne blive lettet”, konkluderer Mosconi. 

En overdådig scenografi

At krydse Ponte Sant’ Angelo tillader os at nyde en fantastisk kulisse. Fra Tiberens spejl rejser der sig en række bygninger, hvor Peterskirkens kuppel rager op over dem alle. Den så pilgrimmene først ved slutningen af det 16. århundrede; men de kunne se ”basilikaens top, for bygningerne i Borgo var meget lavere og mere beskedne” forklarer Mosconi. “Hele dette kvarter blev ryddet af vejen med åbningen af Via della Conciliazione, som vi ser indledningen til fra broen".

Nationalkirker og deres infrastrukturer

" Blandt disse bygninger er der den såkaldte Corsia Sistina, dvs området for indlæggelse og pleje af patienter ved Santo Spirito in Sassia, der i øvrigt endnu eksisterer i en større version fra 1900-tallet, som minder os om to ting: nødvendigheden af faciliteter der kunne modtage pilgrimmene, de forbipasserende og for dem, der på rejsen til Rom også kunne blive syge eller have behov for at blive indlagt. Tilføjelsen in Sassia forklarer Mosconi, "kommer fra Sachsen, fra sakserne dvs. et samfund af udlændinge, tyskere der allerede i højmiddelalderen slog sig ned i denne zone. Med denne nationalkirke vender et gennemgående motiv i pilgrimmenes nationalkirker tilbage, nemlig modtagelsessteder, der kunne tage imod strømmen af personer, der kom fra udlandet”.