Femte fastemeditation
Roberto Pasolini OFMCap
Den sande udfordring på vores vandring er ikke bare at gå igennem døden, men at anerkende, at det evige liv begynder allerede her. Tit bilder vi os ind, at der kun er to slags personer - de levende og de døde. Johannesevangeliet udfordrer med Lazarus’ genopstandelse denne forestilling: de sande døde er ikke bare dem der holder op med at ånde, men også dem der er blokerede af frygt, skam og kontrol. Lazarus, som er viklet ind i forbindinger, der begrænser hver eneste af hans bevægelser, repræsenterer os alle, når vi lader os kvæle af forventninger og stive skemaer, mens vi mister kontakten med vores indre frihed.
Marta e Maria udtrykker stillede over for broderens død en betinget tro: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død”. (Johannes 11,21). Denne mentalitet afspejler ideen om en Gud, der altid burde gribe ind for at spare os for smerte. Men Jesus er ikke kommet for at afskaffe lidelsen, men for at forvandle den; ”Jeg er opstandelsen og livet” (Johannes 11,25). Det sande spørgsmål er altså ikke, om vi skal dø, men om vi allerede lever fuldt ud i troen på Kristus og hans ord. Denne udfordring dukker også op i fortællingen om en syg kvinde, der havde lidt af blødninger i 12 år, som på trods af alt vover at røre Jesu kappe for at søge helbredelse (Markus 5,25-34). Hendes tilstand står som et tegn på hele menneskeheden: vi søger lægemidler, vi søger liv, men ofte giver vi os hen til falske forbilleder, der lader os stå tomme tilbage. Kun kontakten med Kristus kan føre til en sand helbredelse, der ikke blot er fysisk, men også indre: evnen til at betro sig til og føle sig modtaget.
Jesus siger til hende: “Datter, din tro har frelst dig” (Markus 5,34) og viser, at frelsen ikke blot er et udefra kommende indgreb fra Guds side, men kommer til udtryk i evnen til at åbne sig for hans nærvær. Det samme gælder for skriftemålet og for ethvert forsøg på forsoning: det er ikke nok med en formel akt, det er nødvendigt, at vores hjerte genopdager tilliden til en Gud, der virkelig ønsker, at vi lever.
Lazarus´ tegn og helbredelsen for blødninger stiller os overfor et radikalt spørgsmål: er vi døende, der venter på afslutningen eller levende, der allerede er begyndt at erfare opstandelsen? Det evige liv er ikke blot en præmie ude i fremtiden, men en realitet, vi kan vælge allerede nu, mens vi lever med frihed, håb og tillid til den Gud, der kalder os til livets fylde.
Oversættelse og redigering: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten
