Lad os tale om kærlighed

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Tillægget ”Donne, chiesa, mondo” (Kvinder, Kirke, verden), der udkommer en gang om måneden og i marts hedder ”Parliamo d´amore” (lad os tale om kærlighed), indeholder en række artikler skrevet af kvindelige teologer, filosoffer, forfattere og journalister.

Martsnummeret indeholder bl.a. en artikel om nye perspektiver på, hvordan man kan prædike. Der er også artikler om konflikten mellem kirkemagt og autentisk spiritualitet, dogme og levet tro, kvindernes rolle i den synodale proces i Italien, amerikanske kvinder og synodalitet. Andre artikler fokuserer på vold mod kvinder, unge italieneres vanskeligheder ved at engagere sig i varigt forpligtende forhold og situationen for fraskilte og gengifte kvinder.

Tillægget indeholder også et interview med den italienske forfatter Dacia Maraini. Hun startede som dramatiker og var medgrundlægger af Teatro del Porcospino og det feministiske eksperimentalteater La Maddalena. Hun har i mange år været en central skikkelse i den feministiske bevægelse i Italien. I sit forfatterskab har hun især skrevet om kvindepolitiske emner. Af hendes store produktion er flg. oversat til dansk: L´età del malessere (1963: dansk Den svære alder samme år). Med den historiske roman ” la lunga vita di Marianna Ucrìa” (1990, dansk: den stumme hertuginde 1992) fik hun sit internationale gennembrud. I kriminalromanen Voci 1994 (dansk: Stemmer: 2004) skriver hun som om incest og vold mod kvinder.

”Man fødes ikke som kvinde – man bliver det”

Interview: Gloria Satta

Både i Deres historier og i det virkelige liv er der en konstant, der overrasker: ofrene bliver ved med at ”retfærdiggøre” de voldelige mænd og de udelader at anmelde dem til politiet. Hvorfor har de denne holdning?

Det er nok lidt, fordi de tror, de kan frelse mænd med kærlighed. Lidt fordi en kvinde ikke kan forestille sig, at en mand virkelig kan dræbe hende efter at have elsket hende. Desværre tror ikke engang politifolkene på det, når de modtager en anmeldelse for voldshandlinger. Elektroniske armbånd og gode råd nytter selvfølgelig ikke. Der skal mere beslutsomhed til ved de første tegn på voldelighed. Man kan ikke vente på, at en kvinde dør for at forsøge at skabe retfærdighed.

Mener De, at internettet har gjort kvindehadet stærkere?

Ja, det ville jeg mene. Det perverse instrument som anonymiteten er – den anonymitet der er så typisk for de sociale medier - har gjort det lettere for kynismen og den aggressive ekshibitionisme, der er forudbestemte til at få afløb i en udbredt kvindefjendsk holdning.

Vold mod kvinder kommer ofte af usikkerhed hos manden, der stillet over for kvindens selvbestemmelse eller værre endnu – efter et afslag føler, at hans egen magt er kriseramt. Er der ingen undtagelser?

Jo, kloge mænd der har begge ben plantet solidt på jorden. Det er dem, der accepterer forandringer, forstår viljen til autonomi og frihed hos kvinderne, forstår deres vilje til at blive anerkendt som professionelle og kreative. Og de beslutter endda at miste, nogle gange på en smertefuld måde, nogle privilegier.

Og hvad så med dem der ikke accepterer at blive konfronteret med frigjort kvindelighed? 

De er mere skrøbelige og forskrækkede. Over for kvindernes nye autonomi føler de sig krænkede, ramte i deres inderste og de bliver overvældede af viljen til at ødelægge alt, først og fremmest deres veninde og måske også sig selv.

Er mandens vold mod kvinden altid en frugt af den patriarkalske ejerkultur?

Jeg er som Simone De Beauvoir overbevist om, at man ikke fødes som kvinde. Man bliver det. Og jeg tror, man kan sige det samme om manden: det der sker i dag er frugten af 3.000 års historie, det er betinget af kulturen og af erindringen om fortiden.

For at modvirke den vold, der er mod kvinder, så ønsker mange sig en opdragelse i skolerne til, hvordan vi skal omgås hinanden. Ville det være nyttigt efter Deres opfattelse?

 Selvfølgelig, men det burde gøres straks, ikke om Gud ved hvor mange år efter at have diskuteret det og så igen diskuteret hvad der vejer for og hvad der vejer imod, som det så ofte sker hos os. Alle burde lære fra barndommen af, at man ikke kan eje nogen, heller ikke en nyfødt, som selvfølgelig skal have mad og omsorg, men ikke skal betragtes om noget, man ejer. Den snak gælder endnu mere, hvis den angår en kvinde, som man har elsket.

Hvilket af de mange kvindemord, der har rystet den offentlige mening, har påvirket Dem mest?

Ikke bare ét desværre, men mange. Den mand, der dræbte sin gravide forlovede, mens han stak ind i fostret med en kniv, manden der først dræbte børnene og så konen og så dem, der efter at have dræbt deres veninde lader som ingenting og deltager i eftersøgninger af hende og hævder, at hun er gået sin vej af egen fri vilje. Alle disse tilfælde viser, hvor meget patriarkatet er i krise.

Betyder det, at der i dag er krig mellem kønnene?

Det håber jeg virkelig ikke. Der er så mange intelligente, generøse mænd, der har forståelse for kvinderne og tager stilling til fordel for dem. Krigen mellem kønnene kan kun være et sammenstød mellem to kulturformer, der forstås som forskellige racer, som kæmper mod hinanden. Jeg tror ikke, der eksisterer racer, følgelig fornægter jeg denne ide´.

Opstår vold ikke også af mødrenes manglende evne til at opdrage deres sønner til at respektere kvinder og døtrene til ikke at acceptere overgreb?

Man har altid givet mødrene skylden. Men det er ikke deres fejl, hvis de er blevet tvunget til at være patriarkalske politifolk. Nogle gange bevidst. Andre gange uden at være klar over det og følgelig med mere beslutsomhed, men altid inden for en androcentrisk opfattelse af samfundet.

Har De aldrig været offer for eller har risikeret at lide under en voldshandling?

Mange, mange gange, især da jeg var lille; men jeg flygtede som en hare. Først derefter forstod jeg, hvor meget den patriarkalske verden er fascineret af og tiltrukket af de forsvarsløse og bløde små pigekroppe. Men at give efter for denne tiltrækning er et horribelt misbrug, der står i modsætning til alle regler om at følelser eksisterer side om side med borgerrettigheder. At invadere den lille og vidunderlige verden, der er under udvikling, for at påtvinge sin egen egoisme er en fej, frygtelig handling.

Har en intellektuel præcise forpligtelser i kampen mod vold mod kvinder?

Jeg ville ikke give de intellektuelle nogle præcise opgaver eller pligter. Hos dem ville jeg snarere søge en emotionel og kreativ deltagelse.