Løftet om det evige liv ignoreres i dag. Lad os genopdage dets skønhed

Vatican News

Kirkens tro, hvis grundlag er Kristus, har altid tilbudt verden håbet om et liv på den anden side af døden. Men med tiden er dette løfte blevet sværere at få øje på, og i dag forkastes det ikke så meget som det slet og ret ignoreres. Stillet over for denne ligegyldighed kaldes de troende til at genopdage værdien og skønheden i det evige liv for at gengive det dets autentiske betydning. Det er en opgave, der haster endnu mere i dette hellige jubilæumsår og i de øjeblik af dyb lidelse, som Den hellige Fader gennemlever.

Vandringen med åndelige øvelser, som vi vil gøre i forbindelse med temaet om det evige liv, finder sit fundament i den kristne åbenbaring. Vi begynder på den ved at hente nogle sammenfattende formuleringer fra Den katolske Kirkes katekismus, som tilbyder en tilgængelig syntese af den teologiske tanke om det. Katekismen præsenterer ikke døden som afslutning, men som overgang til det evige liv i fællesskab med Kristus. Rødderne til dette begreb findes i Romerbrevet, hvor den hellige Paulus siger, at vi gennem dåben er forenede i Kristi død og opstandelse ved at vi går over til et nyt liv.

Døden er i følge katekismen det øjeblik, hvor man stilles over for sin dom ved at modtage eller afslå Guds nåde. Alligevel er frelse ikke blot reserveret den, der har kendt Kristus i rent formel forstand. Det Andet Vatikankoncil er ikke bare reserveret for dem, der rent formelt kendte Kristus. Det Andet Vatikankoncil anerkender, at den der følger sin egen samvittighed i sin oprigtige søgen efter Gud kan komme til det evige liv. Katekismen understreger, at den endelige dom ikke baseres på rent ydre ting, men på den kærlighed man har levet, idet den gentager den hellige Johannes af Korsets tanke: "Ved ”livets aften vil vi blive dømt efter vores kærlighed”.

Menneskets endelige skæbne udtrykkes i tre muligheder: paradis, den evige fordømmelse (helvede) og den endelige renselse (skærsilden). Paradiset repræsenterer den fulde virkeliggørelse af det at være menneske, et evigt fællesskab med Kristus, hvor enhver finder sin helt egen identitet. Helvede derimod beskrives som den definitive adskillelse fra Gud; men Kirken har aldrig erklæret, at nogen med sikkerhed er dømt til det. Skærsilden kan endelig ses som en renselsesproces for dem, der selv om de er i Guds nåde, endnu ikke er parate til himlen. Og måske er det netop i denne sidste ”skæbne”, at vi finder originaliteten i den kristne åbenbaring. Mulighed for renselse i et sidste ”øjeblik” er anledningen til at gøre regnskabet fuldstændigt op med Guds ubegrænsede kærlighed.

Kirkens refleksion over evigheden i livet vil ikke skabe frygt, men nære håbet ved at understrege, at vores skæbne afhænger af den frihed, vi har til at vælge et liv i kærlighed. Den sande renselse består ikke i at blive perfekte, men i fuldt og helt at acceptere sig selv i lyset af Guds kærlighed ved at overvinde illusionen om, at man må være en ”anden” for at fortjene frelsen.

Ofte er vi besatte af, at vi må være perfekte, og dog lærer evangeliet os, at den sande ”mangel på perfektion” ikke er skrøbelighed, men mangel på kærlighed. Skærsilden kan ses som den sidste lejlighed til at befri os selv fra angsten for ikke at slå til, for med sindsro at acceptere det vi er og ved at gøre den til et sted for forbindelse til og fællesskab med andre. Skærsilden kan forstås som det ”øjeblik”, hvor vi endelig holder op med at ville vise Gud noget og simpelthen lader os elske. Evigheden er altså ikke bare en kommende præmie, men en virkelighed, der begynder her i det omfang, vi lærer at leve sammen med Kristus i kærlighed og fællesskab. Til sidst står vores skæbne ikke i frygtens, men i håbets tegn. Døden er ikke et nederlag, men det øjeblik, hvor vi endelig vil se Guds ansigt og opdage, at slutningen bare var begyndelsen.

Oversættelse og redigering: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten