Tredje fastemeditation

Roberto Pasolini OFMCap

Hvorfor har vi så svært ved at anerkende, at det evige liv allerede er begyndt? Bibelen minder os om, at mennesket lige fra begyndelsen har vist sig at være ufølsom og fjendtlig over for Guds handling. Profeterne i Det gamle Testamente påpegede folkets manglende evne til at opdage de ”nye ting”, som Gud gør, mens Jesus selv talte i lignelser, når han konstaterede sine lytteres manglende forståelse. Dette ikke bare for at gøre sit budskab mere enkelt, men for at vise det menneskelige hjertes hårdhed, lukket som det er for muligheden for at leve et liv med fylde.

Det nye Testamente beskriver dette forhold med en paradoksal påstand: vi er allerede døde; men vi opdager det ikke. Døden (den biologiske død) er faktisk ikke bare den sidste begivenhed i livet, men også en realitet, som vi mærker allerede nu ved den lukkethed i os selv, der forhindrer os i at mærke livet som noget evigt, Gud vil give os. Første Mosebog fortæller om dette tab af sensibilitet gennem det, traditionen har defineret som ”arvesynden”: I stedet for at tage imod livet som noget evigt, forsøger mennesket at kontrollere det ved at overskride den grænse, Gud har sat. Resultatet er ikke den autonomi, som slangen lovede, men en følelse af skam og fortabthed.

Denne første ”indre død” viser sig i vores vedvarende forsøg på at dække over skrøbelighederne med billeder, roller og succeser uden at konfrontere det dybe tomrum, der bor inden i os. Alligevel ser Gud ikke ud til at være alarmeret over denne situation: hans første reaktion er at søge mennesket og spørge ham: ”Hvor er du”? (Første Mosebog 3,9). Dette viser, at den indre død ikke er afslutningen, men det punkt, hvorfra en frelsens vej kan starte. Også i Kains og Abels dramaer dukker denne logik op: Gud griber ikke ind for at forhindre broderdrabet, men beskytter Kain mod hans skyldfølelse. Dette viser, at vores ”første død” ikke er en uundgåelig skæbne, men en mulighed for at genopdage det evige liv som en realitet her og nu og ikke bare i fremtiden. Jesus selv inviterer til at læse livets tragedier som muligheder for omvendelse, ikke som tegn på fordømmelse (jvf. Lukas 13,4-5).

Gud ser ikke på vores indre død som et nederlag, men som udgangspunktet for en ny eksistens. Den sand hindring for det evige liv er ikke den biologiske død, men vores mangel på evne til at anerkende, at vi allerede er indfældede i en virkelighed, der overskrider tiden, hvis blot vi vælger at leve den med tillid og åbenhed over for Gud.