Paven stedt til hvile i Santa Maria Maggiore

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Omkring 150.000 mennesker stod lørdag eftermiddag langs ruten fra Peterskirken til Santa Maria Maggiore for at få et glimt af pave Frans’ kiste. I Santa Maria Maggiore, den mindste af de fire pavelige basilikaer, blev Frans stedt til hvile ved siden af kapellet for Salus Populi Romani, et ældgammelt Mariabillede, hvor paven altid bad før og efter sine rejser. Efter 120 års pause er pave Frans den første, der har valgt at blive begravet her tæt på Honorius III, der anerkendte franciskanernes ordensregel. Pave Frans er den ottende pave, der begraves her. I denne kirke fejrede jesuitternes ordensstifter, Ignatius Loyola, sin første messe julenat 1538, fortæller Vatican News.

Ved en privat ceremoni fredag aften var pavens kiste blevet lukket og forseglet. Tilstede var kun pavens nærmeste medarbejdere samt nogle af hans fjerne slægtninge.

Efter traditionen fik pave Frans nogle få ting med sig i graven. Ceremonimester, ærkebiskop Diego Ravelli, oplæste rogitum, en kort, officiel levnedsbeskrivelse af paven på latin. Skrivelsen var underskrevet af nogle af de tilstedeværende. Den blev derefter lagt ned i kisten i et metalrør sammen med mønter, der er blevet præget under pave Frans´pontifikat.

Rogitum - Vatikanets officielle levnedsbeskrivelse

Som håbets pilgrim sammen med os, leder og medvandrer mod Himlen, det store mål, vi alle er kaldede til, forlod Frans, Kirkens elskede hyrde den 21. april 2025 kl. 7.35 om morgenen, mens Påsken kastede lys hen over oktavens anden dag, denne verden for at gå til Faderen. Hele det kristne samfund - særligt de fattige - priste Gud for hans tjenestes gave. Den blev givet med mod og trofasthed til Kristi mystiske Brud.

Frans var den 266° pave. Mindet om ham forbliver i Kirkens og hele menneskehedens hjerte.

Jorge Mario Bergoglio blev valgt til pave den 13. marts 2013. Han blev født i Buenos Aires den 17. december 1936 af emigranter fra Piemonte. Hans far Mario var bogholder og ansat ved jernbanen, mens hans mor, Regina Sivori, tog sig af hjemmet og opdragelsen af de fem børn. Efter at have uddannet sig i kemi valgte han at blive præst. Han kom i begyndelsen ind på præsteseminariet, og den 11. marts 1958 trådte han ind i noviciatet i Jesu Selskab. Han studerede humaniora i Chile, og efter at være vendt tilbage til Argentina, aflagde han eksamen i filosofi ved Sankt Josefs kollegium i San Miguel.  Han blev lærer i litteratur og psykologi ved Immaculata-kollegiet i Santa Fe ‘og Salvatore-kollegiet i Buenos Aires. Han modtog præstevielsen den 13. december 1969 af ærkebiskop Ramón Jose´Castellano og aflagde den 22. april 1973 sine evige løfter hos jesuitterne. Efter at have været novicemester i Villa Barilari i San Miguel blev han professor ved det teologiske fakultet, provinsrådgiver for Jesu Selskab og rektor for kollegiet. Den 31. juli 1973 blev han udnævnt til provincial for jesuitterne i Argentina. Efter 1986 tilbragte han nogle år i Tyskland for at færdiggøre sin doktordisputats, og da han var vendt tilbage til Argentina ønskede kardinal Antonio Quarracino ham som sin nære medarbejder. Den 20. maj 1992 udnævnte Johannes Paul II ham til titulær biskop af Auca og hjælpebiskop af Buenos Aires. Han tog som valgsprog Miserando atque eligendo, og i sit våbenskjold indsatte han IHS, symbol på Jesu Selskab. Den 3. juni 1997 blev han forfremmet til ærkebiskop og coadjutor i Buenos Aires, og ved kardinal Quarracinos død efterfulgte han ham den 28. februar 1998 som ærkebiskop og Argentinas primas og biskop for de troende af den orientalske ritus, der boede i landet. Han var storkansler for det katolske universitet. Johannes Paul II gjorde ham til kardinal i koncistoriet den 21. februar 2001 med San Roberto Bellarmino som titelkirke. I oktober samme år blev han overordnet ordstyrer ved bispesynodens tiende ordinære generalforsamling.

I ærkebispedømmet var han en enkel og meget elsket præst, som rejste vidt og bredt - også med metro og busser. Han boede i en lejlighed og lavede selv sin mad, fordi han følte sig som en af folket.

Af kardinalerne, der var forsamlede til konklavet efter Benedikt XVI’s abdikation, blev han valgt til pave den 13. marts 2013 og tog navnet Frans, fordi han efter helgenen fra Assisis eksempel først og fremmest ville have sit hjerte hos verdens fattigste. Fra Peterskirkens benediktionsloggia præsenterede han sig med ordene “Brødre og søstre, godaften! Og nu begynder vi på denne vandring sammen som biskop og folk. Denne vandring i den romerske kirke, der i kærlighed præsiderer over alle kirker. En vandring som brødre og søstre, i kærlighed, i tillid til hinanden”. Og efter at have bøjet hovedet sagde han: “ Jeg beder jer gå i forbøn for mig til Herren om, at Han vil velsigne mig - folkets bøn om velsignelse af sin biskop”. Den 19. marts til Sankt Josefs Fest begyndte han officielt sit Petersembede.

Da han altid var opmærksom på de nederste og dem, der var marginaliserede i samfundet, valgte den nyvalgte pave Frans at bo i Domus Sanctae Marthae, fordi han ikke kunne undvære kontakten med mennesker, og fra sin første Skærtorsdag som pave ville han fejre messen in Coena Domini uden for Vatikanet, idet han hver gang tog ud til fængsler, centre for handicappede eller stofmisbrugere. Han anbefalede præsterne altid at være parate til at forlade sakristiet for at gå ud og søge efter det fortabte får og at holde kirkens døre åbne for at modtage dem, der længtes efter mødet med Gud Faders ansigt.

Han udøvede Petersembedet med utrættelig dedikation til fordel for dialogen med muslimer og repræsentanter for andre religioner ved nogle gange at kalde dem sammen til bønnemøder og ved at underskrive dokumenter til fremme for enighed mellem mennesker af forskellig tro som i dokumentet om menneskeligt broderskab, der blev underskrevet den 4. februar 2019 i Abu Dhabi sammen med sunni-lederen al-Tayyeb. Hans kærlighed til de nederste, de gamle og de små drev ham til at indstifte Verdensdagene for de fattige, for bedsteforældre og for børn. Han indstiftede også Guds Ords Søndag.

Mere end nogen forgænger udvidede han kardinalkollegiet, idet han sammenkaldte ti koncistorier, hvor han kreerede 163 kardinaler, af hvilke 133 har valgret og 30 ikke. De kommer fra 73 nationer, af hvilke 23 aldrig før havde haft en kardinal. Han indkaldte til 5 forsamlinger i bispesynoden – 3 ordinære, der var dedikerede til familien, de unge og synodalitet, en ekstraordinær for familien og en særlig for Amazonasregionen.

Flere gange løftede han sin røst til forsvar for de uskyldige. Da Covid-19 pandemien spredtes, ville han om aftenen den 27. marts på Peterspladsen, hvis kolonnade symbolsk omfavnede Rom og verden, bede alene for en menneskehed, der var skræmt og forpint af den ukendte sygdom. Pontifikatets sidste år var markeret af talrige appeller for fred, advarsler mod kimen til Den tredje Verdenskrig i forskellige lande, frem for alt i Ukraine, Palæstina, Israel, Libanon og Myanmar.

Efter 10 dages indlæggelse for et kirurgisk indgreb fra den 4. juli 2021 ved Policlinico Agostino Gemelli  kom  Frans sig igen hen til det samme hospital for en 38 dage lang indlæggelse på grund af en dobbeltsidig lungebetændelse. Efter at være vendt tilbage til Vatikanet tilbragte han de sidste uger af sit liv på Casa Santa Marta, hvor han helt til slutningen dedikerede sig til petersembedet med samme lidenskab, skønt han endnu ikke var kommet helt til kræfter. Påskedag den 20. april 2025 viste han sig for sidste gang på Peterskirkens loggia for at give den højtidelige Urbi et Orbi velsignelse.

Pave Frans’ magisterium var læremæssigt set meget rigt. Han viste en sober og ydmyg stil, der var bygget på at være åben for at være missionærisk, på apostolisk mod og på barmhjertighed. Han var opmærksom på at undgå faren for at være selvrefererende og for at Kirkens åndelige liv ikke skulle påvirkes af verdens ånd. Paven fremlagde sit apostoliske program i ekshortationen Evangelii gaudium (24 novembre 2013). Blandt de vigtigste dokumenter opregnes 4 encyclikaer - Lumen fidei (29 giugno 2013) der behandler temaet troen på Gud, Laudato si’ (24 maj 2015) der berører temaet økologi og menneskets ansvar i klimakrisen, Fratelli tutti (3 ottobre 2020) om det menneskelige broderskab og det sociale venskab Dilexit nos (24 ottobre 2024) om fromheden til Jesu helligste hjerte. Han promulgerede 7 apostoliske exhortationer, 39 apostoliske konstitutioner, talrige apostoliske breve hvoraf de fleste har form som et motu proprio, 2 buller om udråbelsen af et helligt år ud over katekeser til generalaudienser og til taler i forskellige dele af verden. Efter at have grundlagt sekretariaterne for kommunikation og økonomi og dikasterierne for lægfolk, familien og livet og for tjenesten for den menneskelige udvikling (19 marts 2022) forenklede han den kanoniske proces for annulleringsager af ægteskaber i kanonisk ret ( motu proprio  Mitis et misericors Iesus e Mitis Iudex Dominus Iesus) og skærpede lovgivningen vedrørende forbrydelser begået af repræsentanter for præsteskabet mod mindreårige eller sårbare personer (motu proprio. Vos estis lux mundi).

Frans efterlod alle et beundringsværdigt vidnesbyrd om menneskelighed og hellighed og var som en fader for hele verden.